I dag til psykologen kom jeg til at tænke på, at hver gang, jeg kommer igang med noget, som gør mig godt, så sker der noget så jeg må stoppe igen.
For 3 år siden, gik jeg igang med et vejrtræknings, yoga og afspændingsprogram om morgenen. Var på kursus hos Kræftens Bekæmpelse. Man kom hver dag i en uge og det var helt fantastisk.
På den sidste dag henter Michael mig og vi kører “direkte” til Frankrig. Der kom jeg ind i rutinen med at stå tidligt op, gå ud i haven ved hængekøjen og lave mit program. Det endte ud med 20 minutter med kontrolleret og langsommelig vejrtrækning, så det var skønt, bare at ligge der og vugge imens.
Bagefter ville jeg gå ind og lave kaffe og frugtsalat, mens Michael vågnede af min skramlen. Jeg kunne mærke en tydelig forskel i min balance op vej ud i haven og på vej hjem til vores lille “rækkehus”
Kommer hjem fra Frankrig og fortsætter glad med øvelserne, men får så gud hjælpe mig rosen i anklen, så jeg skal sidde oppe med det. 5 minutter nede og foden bliver blå, mister modet og stopper.
Næste forår tager jeg til Bahamas med Lena på en yoga, meditations retreat med svømning af vilde delfiner. Er inspireret og begynder på yoga igen. Så får jeg en blodprop i brystet og jeg kan ikke ligge fladt, slet ikke med benene i vejret. Mister modet igen.
Kører diæt i et halvt år og har det fantastisk. Får derefter konsultation hos Umahro, super godt, men kemoterapien giver mig madlede og kan ikke få “sund” mand ned. Ikke noget fisk og rodfrugter, jeg ville have boller i karry med hvide ris.
Nu har jeg så fået lidt mod på det igen. Begynder på diæt, halter lidt, men energi er bedre og jeg taber stille og roligt nogle kg. Får hjælp til at komme igang med noget træning af en fysioterapeut hos Sundhedscenter for Kræftramte. Begynder til psykolog og føler at jeg er på vej op og får lidt mere mod på det.
Og så ramler det hele igen!
2 Kommentarer
februar 26, 2009 kl. 23:23
Kære Charlotte.
Nu er det igen noget tid siden, jeg læste her på din blog – og så var det jeg lige “kiggede herind” i eftermiddags.
Jeg synes, du er hårdt ramt, og jeg ville ønske, at du kunne få meningen at vide, for der MÅ da være en højere mening med det hele?
Noget med – (i overført betydning) at når du nu kunne slæbe fx. to spande vand fra brønden, så er antallet løbende blevet øget, fordi du har så mange psykiske kræfter og mentalt er i stand til at rejse dig igen.
Ser dit sidste indlæg handler om, de ting du er blevet forhindret i / har opgivet, grundet nye aktiviteter i sin sygdom, og jeg får tanken – at du jo hver gang, kommer i gang igen. At du ikke sådan lader dig slå helt omkuld. Du rejser dig virkelig. Det kan godt være, du har skullet have tid til at fordøje de nye meldinger, men du kommer jo stærkt tilbage hver gang.
Jeg er ikke eet sekund i tvivl om, at du også finder en vej nu – og vælger behandling som det passer bedst til dig, eller i den rækkefølge, der passer bedst. Ingen andre end vi selv, ved jo hvordan vi har det – både fysisk og psykisk – også selv om netop vi selv, ind i mellem føler at lige præcist VI ikke kan finde ud af det *S*
Men “giv tid – giv tid” – så forstår vi alt bedre inkl. os selv.
Selv om jeg ikke skriver regelmæssigt til dig, så skal du vide, at jeg tænker en hel del på dig, og skulle du komme til det punkt hvor udlandet er nøglen, så vil jeg meget gerne gøre alt hvad jeg kan, for at hjælpe med at skaffe penge til turen.
De allerkærligste tanker og hilsener til dig og dine.
Kramz Gitte E
februar 27, 2009 kl. 11:39
Kjære gode Charlotte!
Hvor lei jeg er meg for din kjedelige beskjed i onsdag. Jeg sendte all positiv energi jeg kunne, men det er ikke alltid at det hjelper oss.
Vet at du vil finne din retning som du har gjort så ofte før.
Tenker som deg at skjebenen må være i mot oss av og til. – Eller kanskje ikke… Kanskje er det kroppens og skjebnens måte i den riktige tid – å gi oss overskudd og lyst på livet slik at vi igjen er rustet for nedturene.
Det er ikke alltid lett å finne mening i det livet vi lever. Men du klarer alltid å virke sterk i din situasjon. Det klarer du også nå om enn det koster av krefter og mot.
Kjære Charlotte, på en måte synes jeg at jeg kjenner deg etter å ha lest alle dine fine bidrag for å hjelpe oss alle og ikke minst deg selv.
Jeg tenker på deg hver dag, og håper at hverdagene vil bringe gode studner fremdeles:)
Ta godt vare på deg selv Charlotte. Husk, du er enestående og et sted der ute – er det en kjærlighetsenergi som vil komme det gode mennesket til hjelp:) Det er det jeg tror og håper.
Knus fra Aimée i Vinterlandet Norge.