Endnu en dag og humøret har egentlig været ok. Måtte på arbejde, da der var nogle ting, der hastede, jeg blev nødt til at ordne og så til psykolog.
Og det er psykologen, der har betydning her, eller hvad vi talte om.
Jeg fortalte, hvilke valg jeg havde og den foreløbige beslutning og følte mig egentlig ok glad, indtil hun siger “ja, hvis du magter det”. Der taler hun direkte til mine følelser og knuden i maven bliver kæmpestor og tårene triller.
Så én ting er, hvad man kan tænke sig frem til rent logisk, et helt andet er, hvordan følelserne har det.
Men én ting er sikkert. Jeg er for meget oppe i mit hoved. Jeg kan også mærke det, hvis jeg græder og er ked af det og begynder at tænke konstruktivt, så forsvinder tårerne og jeg lukker ned for følelserne.
Men de er der jo, så dem skal jeg også huske at give plads. Dette tror jeg sker ved at lægge mig på min sofa med min dyne og høre noget melankolsk musik.
Idag bliver det dog ikke, da Lena er kommet herhjem. Vi har ikke set hinanden i en periode, og nu hvor vi er tilbage “sammen” er alt ved det gamle. Lena starter lige med at rydde op, gøre det hyggeligt og lave et par kopper the og tænde nogle stearinlys.
Nu sidder hun så i vores luxus lænestol og læser en medbragt bog, mens jeg sidder her og skriver.
Jeg tror ikke, det kan beskrives, hvor kærligt, omsorgsfuldt og nært det føles.


1 Kommentar
februar 26, 2009 kl. 21:44
Kære Charlotte
Jeg er ny læser af din blog.
Dit indlæg om resultatet af scanningen gjorde stort indtryk på mig. Jeg har tænkt meget over det du skrev, siden jeg læste det forleden. Sikke et valg at stå overfor!? Det bliver da næsten ikke sværere end det…
Når det så er sagt, så tror jeg på, at man skal følge sin mavefornemmelse. Når man gør det, så fortryder man ikke lige så nemt; så er man nemmere afklaret.
Jeg håber, at du finder ud af, hvilken beslutning du synes, der er den rigtige for dig.
Med ønsket om et forbandet klarsyn,
Ann-Therese