Jeg har mistet den, jeg er stolt af at være i mine egne øjne.
Tiden jeg var indlagt, blev jo brugt i sengen og jeg fik tænkt en masse tanker og det gik op for mig, at noget af min sorg skyldes, at jeg har mistet en værdi, som altid har været en stor del af, at jeg kunne være stolt af at være mig.
Som flere veninder har sagt gennem tiden, har jeg altid været den, der altid er opmærksom omkring folks liv. Jeg huskede altid fødselsdage, lægesamtaler, vigtige begivenheder og spurgte ind til dem. Jeg var den som man altid kunne stole på var der, viste altid stor interesse og havde forståelse for, hvad de gik igennem og huskede på, at spørge ind til disse “vigtige” begivenheder. Det vil sige, det var vigtigt i deres liv, selvom det måske ikke blev set som værende særlig stort i andres liv. Hvordan gik det med sønnens diarré? Hvordan gik det længe udsatte besøg hos mormor? Er chefen kommet tilbage på arbejde? Er uvenskabet med veninden kommet i orden igen. Alle de ting, der fylder i ens tanker.
Alle de ting, dem kan jeg ikke huske mere. Jeg kan ikke følge med mere. Og det er et virkeligt virkeligt stort tab hos mig – for mig!
Jeg ved godt, at andre folk ser meget mere i mig end, at jeg lige var den der huskede deres fødselsdag. Det handler ikke om hvad andre synes om mig i dag. Det handler om, at noget som jeg var stolt af, ikke er noget jeg kan være stolt af mere og det gør så frygtelig ondt.
Det er vigtigt for mig at I ved, at det ikke er egoisme eller at jeg ikke længere vil være der.
Jeg kan ikke, fordi jeg ikke kan huske mere. Alle Jer søde søde mennesker, der skriver til mig på bloggen. Jeg har glemt, hvor jeg kender mange af Jer fra. Men det har ikke noget med Jer at gøre. Det er simpelthen fordi mine hjernemetastaser er så hårde ved hukommelsen.
Måske skriver jeg til Jer privat for lige, at få på plads, hvor det er jeg kender Jer fra, det må I endelig ikke tage personligt, det er jo netop fordi, jeg godt vil huske hvem I, hvor jeg kender Jer fra. Dette vil naturligvis ske på den email i indtaster, når I skriver kommentaren og ikke på bloggen.
Men vigtigst af alt, det er ikke egoisme, det er ikke fordi, jeg ikke længere nærer omsorg for andr:e.
Jeg kan bare ikke huske mere – forhåbentlig kan stråler og prednisolon hjælpe lidt på trykket, så det bliver bedre.
11 Kommentarer
juni 2, 2009 kl. 18:46
Kære Charlotte
På trods af at du skriver at du ikke husker så godt mere på grund af dine metastaser, syntes jeg at du giver så meget mere bare ved at lukke os andre ind i dit liv via din blog, debatten og facebook.
Når man læser om hvordan du tackler og har tacklet din sygdom som fra begyndelsen har været uhelbredelig, alt det du har været igennem med behandliger m.v., kan man kun lære af dig, og det er en meget stor værdi du besidder der, du er altid parat med gode råd og trøstende ord og håb til andre BC kvinder, det er en meget stor værdi måske den største for os med brystkræft.
Jeg er superstolt af at kende dig, selvom vi kun har mødtes 1 gang føler jeg at jeg kender dig og det er jeg bare så stolt af.
Håber af hele mit hjerte at du endnu en gang rejser dig og gør statistikkerne til skamme, vi er mange der ikke kan undvære dig.
STORT KRAM
fra Sysser
juni 2, 2009 kl. 19:59
Kære Charlotte.
Som endnu en BC-pige kan jeg kun tilslutte mig det Sysser skriver.
Du har været, og er stadig en stor støtte for mange som os. Altid klar med et trøstende ord, noget opmuntring, og hvor er du bare tålmodig til at uddele af din viden og erfaringer indenfor det emne når vi spørger igen og igen.
At du nu må drosle ned på det område syntes jeg bestemt er helt ok. Håber nu bare vi kan være der for dig, med lidt støtte og opmuntring.
Også jeg håber du endnu engang rejser dig og trodser de Fucking statestikker.
Knus fra Jonna.
juni 3, 2009 kl. 07:16
Hey Søs!
At huske fødselsdage, eksamensdatoer, kærester, venners venner osv ER en stor del af dig!
Ihvertfald i min verden. Du har kunne huske, hvornår jeg skulle til eksamen (eller ihvertfald at jeg skulle til eksamen), hvad månedens mand hed, hvad mine venner/veninder hed osv. Og det har været skønt!
Som lillesøster med så stort et spring, har jeg ofte følt mig som barnet mellem de voksne, når det kom til resten af flokken og mor (og kan faktisk stadig føle det i ny og næ). Så det har været (og er nok stadig) vigtig at JEG bliver set. Du ved, sms´en efter en endt eksamen, spørgen til kærester osv.
På trods af vores utallige uoverensstemmelser, må jeg sgu ta hatten af, og sige det er en af de ting, du har været så god til. At få mig til at føle mig set!
Jeg forstår godt det er et tab af din identitet, for det er det. Noget af Charlotte er gået tabt. MEN! Jeg vil så også sige, at så meget af Charlotte er ikke gået tabt! Mange af dine andre egenskaber besidder du stadig.
Selvom det nok ikke trøster dig, så er tabet af hukommelse et tab, så det er fuldt forståeligt, du “sørger” over det og føler dig mindre som dig.
Et forsøg på forståelse og et positivt spark fra lillesøsteren.
Jeg elsker dig, søs.
KYS
juni 3, 2009 kl. 09:38
Tak smukke….. er det så nu, at jeg skal sige god arbejdslyst og få lavet en ordentlig opgave til i morgen? Den der, der var for latterlig let og du derfor aldrig er kommet igang med.
Tror sgu også jeg elsker dig…. sådan nogen gange..
Kys
juni 3, 2009 kl. 10:07
TSK!!!
Du er hermed officielt blevet min overspringshandling!
Og jeg har skam næsten allerede skrevet den. -selvom det nok er noget vrøvl, men regner med, jeg kan trække den i land, når jeg skal forsvare!
Som Far sagde: du skal ikke tro, du skal vide!
juni 3, 2009 kl. 19:43
Kære Charlotte ….
Jeg er imponeret over de sidste mange dages indlæg du har lavet – jeg synes bestemt at du har meget at være stolt af endnu !!!
Du er jo i den grad så givende, til trods for din situation p.t. …. Jeg må synke e ekstra gang og ikke blinke for meget med øjnene …. for du er da et livsstykke der vil noget !!!
Kæft hvor skal du være stolt af det du har udrettet, og stadig udretter her på din hjemmeside
)))
Mistede selv min mor for en del år siden til kræften … Hun var desværre af den “type” som ikke ønskede at tale om sygdommen og dens følger …. Hårdt for hende – og hårdt for os pårørende …. For er der noget man har brug for, både som patient, men også som nærtstående,- så er det samtale og fortrolighed …… Derfor Charlotte – du er en ener ….. du gir’ og gir’ ….. og jeg håber at du indimellem føler at du får noget positivt retur … noget du kan bruge til DIG !
Jeg følger dig på tæt hold selvom jeg ikke er på 4262 mere …..
))
Stort knus og de bedste ønsker for at i kommer på en velfortjent ferie ….. Isabel
)
juni 4, 2009 kl. 07:31
Uden at kende dig og i den allerbedste mening vil jeg gerne sige at det er min erfaring at vi ikke er vores stolthed, at vi ikke er vores hukommelse eller alle vores gerninger. Vi er slet ikke de ting, følelser og tanker vores sind skaber.
Det vi er er noget meget dybere som intet kan ødelægge. Stolthed kan ødelægge meget, bla fortælle én at man ikke er den man skal være. Men det er du! Du er alt du skal være, og det kan ikke ødelægges uanset hvad.
De bedste tanker fra Senshin.
juni 5, 2009 kl. 07:26
Ord er så fattige… føler med dig men kan jo slet ikke sætte mig ind i hvordan det er at miste noget vigtigt af sig selv, noget man er stolt af….. Sender dig mange varme tanker.
Vi kender ikke hinanden, men vi har for ca 5 år siden været i kontakt via gruppe på cancer.dk og på mange måder er du kommet til at gøre en forskel i mit liv.
Ønsker dig lindring og gode stunder
Didde
juni 5, 2009 kl. 13:05
Kæreste Charlotte.
Alene det, at du kan skrive dit indlæg som du gør, viser jo, at du ikke har tabt den du er – du er stadig omsorgsfuld, betænksom, fuld af indsigt og forståelse overfor andre – at du så lige specifikt glemmer en fødselsdag, eller hvad chefen nu sagde sidst og lignende trivialiteter (jo, i din verden), gør ikke dig som person mindre værd – du er elsket og beundret af mange, og dit liv har en stor værdi for alle omkring dig.
Du er en ener, Charlotte, og jeg er så glad for, at jeg har lært dig at kende – på afstand, men alligevel nær.
Mange knus og kram fra Annelise
juni 5, 2009 kl. 13:41
Kæreste Charlotte, om jeg fatter hvordan du bærer dig ad!
Midt i al din sygdom – med smerter, sorger og bekymringer, så er det stadig med tanke for:
Din væren noget for andre mennesker, der fylder dine tanker. Det syntes jeg simpelthen er utroligt.
Og jeg kan kun tilslutte mig alle dem der skriver her, at du har givet dem så meget. Det har du bestemt også givet mig, UDEN at du har fået ret meget andet retur, end en lille hilsen her eller på facebook i ny og næ.
Men ét skal du dog vide, du er ofte i mine tanker og jeg håber og bér for, at du må få rigtig mange gode stunder, oplevelser, ferier, knus og kram af og med dem der elsker og kender dig.
Her er i hvert fald en meget kærlig hilsen fra mig.
Lotte
juni 9, 2009 kl. 13:52
Kære Sysser
Hvor de ord varmer mit hjerte. Måske er det netop der, jeg skal finde min nye identitet. Jeg har jo været åben og hjulpet siden jeg selv blev syg. Det er jo en stor del af min identitet i dag. Det gav gode tanker, som jeg klart skal bruge lidt tid på.
Kære Jonna
Tak. Det er vigtigt for mig at høre, at jeg rent faktisk gør en forskel. Jeg er stoppet som administrator på brystkræft debatterne. Jeg vil stadig være der, men ikke føle at jeg skal ind og læse hver enkelt indlæg. Det føles rigtig godt. Så nu bliver det, når jeg har overskud og ikke noget jeg SKAL hver dag, som et arbejde.
Kære Lotte, Isabella og Annelise
Tusind tak for Jers ord – Ja, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Dejligt at blive mødt med sådan respekt og kærlighed. Og Lotte dine små beskeder giver mig rigtig meget glæde og så har du jo også givet mig din vidunderlige datter, som jeg også er rigtig glad for.
Kære Senshin
Tak for en dejlig åndelig indgangsvinkel. Vi er enige, men hjerne og følelser følger jo ikke altid hinanden
Didde
Tak for dine søde ord og omsorg
Kærlige kram
Charlotte